Dag 9. Nájera - Santo Domingo de la Calzada. 20,8 km.
Onsdag 27.08.03 Sov helt til 6... ingen der startede tidlig. Nå, det var jo også en kort distance i dag. Refugiet gav morgenmad og kaffe. Kl 6.45 startede dagens etape. Temperaturen 20 grader. Opad i starten ad en bred sti omkranset af hovedsagelig vin.
Byen Azofra efter 6 km. 'Cafe solo largo' på en bar. Købte bocadillos med jamon, til den videre færd. Efter Azofra var det mest høstede kornmarker og forskelligt grønt, måske roer, der prydede landskabet. Temperaturen allerede 30 grader.
Kort før byen Cirueña efter yderligere 9 km, blev caminoen ledt uden om et stort område med nyanlagte golfbaner og noget byggeri, hvad der må forventes at blive til golfhoteller. Kom heller ikke ind i byen, caminoen drejede af lige før. Hmm. Havde håbet på lidt skygge. Der var ikke rigtig noget i nærheden. Et ensomt træ kort før, lagde skygge til 2 andre pilgrimme.
Azofra forude
Kort efter blev der holdt en lille pause midt i solen. Spiste bocadilloen. Pilgrimmens og vandringsmandens foretrukne spise. Kors, hvor er den dog tør! Har de ikke hørt om smør? Skyllet ned med ananasjuice. Temperaturen i solen 47 grader.
Refugiet i Santo Domingo
Santo Domingo allerede kl 13.30. Det første refugie 'completo' forkyndte en nonne i et glasbur. Næste kun godt 100 meter længere nede ad gaden. Et yderst charmerende et. Ingen køjesenge, no bunkbeds, men 4 senge i en lille afskærmet bås under det skrå tag.
Badede og vaskede tøj, mens flere af de kendte dukkede op også brasserne, som vanen tro omgående gik døde, eller måske holdt siesta. Italieneren, som vi snart har hilst så mange gange på, hver gang vi eller han holder pause, er ikke kommet.